Vallekildes Anne-Marie Donslund er lige udkommet på Gyldendal med en ny ungdomsroman. Romanen hedder "Hjerte på græs". Læs Weekendavisens anmeldelse af bogen.

Det er ikke usædvanligt, at for ældre fortier det meste af deres barndom og ungdom for deres børn. Så tror forældrene måske, at deres børn dermed slipper for at få samme ar, som de selv fik i sin tid. Men hemmeligheder og fortielser har som regel konsekvenser og dukker gerne op til overfladen på den ene eller anden måde.

Det er emnet for forfatteren Anne-Marie Donslund i hendes nye bog, Hjerte på græs.
Donslund er et kendt ansigt inden for børnelitteraturen. Hun leder forfatterlinien på Vallekilde Højskole og underviser på Forfatterskolen for unge i Odsherred. Også den erfarne forfatter Lone Diana Jørgensens Undskyld, Julie handler om fortielser. Hvor Jørgensen tager fat i skabelsen af fortielsen, tager Donslund sig af konsekvenserne på tværs af generationerne.

Hjerte på græs handler om pigen Julie, der skal bo hos sin far i Vallekilde og gøre skolen færdig, da moren har fået job i New York. Den berejste Julie synes ikke, det er spor fedt at bo på landet, men hun er energisk, så inden længe har hun fået sig et job i den lokale brugs og har fundet sig en dreng, som hun kan flirte med.

Som ungdomsbog rammer bogen præcist målgruppens behov: Vi hører om kæresteproblemerne, om at skabe sig en selvstændig identitet, om Julies forhold til sin mor og far, og vi oplever også Julies seksuelle debut på første række. Det, der løfter bogen over mange andre ungdomsbøger, er imidlertid den indflettede historie om morens opvækst og hendes forhold til sin mor. Samt om de konsekvenser, det har på Julies opvækst og opdragelse. Dermed bliver Julie en del af en familiehistorie, og det giver plads til lidt mere end Julie selv.

I slutningen af romanen bliver Julie dog måske en anelse for voksen i sit reaktionsmønster, hvilket gør slutsekvensen noget forvirrende for de yngste teenagelæsere, men det er en synd, jeg gerne tilgiver forfatteren, når nu optakten ellers har været så god.(...)

Af Damien Arguimnau, Weekendavisen, 26. februar 2010