Indhold
E-bøger og computerstyring med øjnene på Vallekilde
Forskningens Døgn går på højskole. Vallekilde Højskole præsenterer torsdag 22. april to af landets førende forskere inden for litteratur og ny teknologi.
Fremtiden byder på betjening af computeren med øjnene. Lektor Haakon Lund fra Biblioteksskolen er en af landets førende forskere på området, og han vil på Vallekilde Højskole fortælle om, hvordan den nye teknik kan revolutionere hverdagen for - ikke mindst folk, som ellers ikke kan anvende en computer.
”En del af mit foredrag vil være om anvendelsen af øjenstyring for motorisk svært handicappede, altså hvordan man ved hjælp af mine øjne styrer software på en computer og derved kommunikerer med omgivelserne”, siger Haakon Lund.
Forskningens Døgn er en landsdækkende begivenhed, hvor forskere fra en række af danske læreanstalter i populær form beretter om deres forskning.
Hvad virker på WWW?
Haakon Lund har desuden gennemført undersøgelser om, hvordan vi læser hjemmesider på internettet. Resultaterne vil han berette om ved arrangementet på Vallekilde Højskole.
”Da Vallekilde blandt andet har forberedelseskurser til journalistuddannelsen, har jeg tænkt mig at introducere eye-tracking med udgangspunkt i en større undersøgelse, jeg har lavet for 3F omhandlende 3F-medlemmers læsning og forståelse af deres web-sider”, forklarer Haakon Lund, som begynder sit foredrag kl. 19.00.
Betydningen af ny teknologi
Den ny teknologi og dens betydning for litteraturen bliver også taget under behandling på Forskningens Døgn på Vallekilde Højskole.
Bliver bøger billigere af frie bogpriser? Bliver litteraturen mere synlig og mere læst af internet- og supermarkedssalg? Skal vi fortsat betale for oplevelser og informationer?
Disse spørgsmål vil Lektor Lisbeth Worsøe-Schmidt forsøge at svare på i sit foredrag 'Litteratur og bogmarked ved den postmoderne mur' , der handler om litteratur og bogmarked i det nye årtusinde, hvor bogen for længst er detroniseret som samfundets dominerende massemedium. Film, tv, computerspil og internet har overtaget førertrøjen hos forskellige befolkningsgrupper. Bogmarkedet og litteraturen udfordres dog ikke kun af konkurrencen fra de elektroniske medier og forandringerne i produktions- og salgsvilkårene, men også af en helt ny indstilling til bøger og andre medier som forbrugsgoder.
Foredraget med Lektor Lisbeth Worsøe-Schmidt finder sted allerede klokken 14.00 i Foredragssalen på Vallekilde Højskole.