Stine Greve fandt selvtilliden på Vallekilde i foråret 2009, hvor hun var elev på journalistlinien

Der er situationer i livet, hvor man altid husker, hvad man lavede, da beskeden kom…  

Medinas ”Kun for mig” blæser ud af boomblasteren ved siden af mig i højskolens opholdsrum, Pejsestuen. Det er vores sidste onsdags-fest, klokken er lidt over midnat og alkohol bruser i mine årer. Der er grund til at feste, få dage forinden havde jeg - en søndag morgen netop hjemkommen træt fra min brors bryllup - fumlet kuverten op fra DJH, hvor der stod jeg var kommet ind. Journalisthøjskolen i Århus, mit drømmestudie.

Nu står jeg over computeren i Pejsestuen, og taster mit brugernavn og password ind til min personlige side på SDU, hvor jeg kan se om jeg er kommet ind.
”JAAAHHHHH” udbryder jeg per automatik med armene i vejret og bliver mødt af kram og lykønskninger.

”Hvad vælger du så?” lyder spørgsmålet efter den største rus har lagt sig. I splitsekunder er jeg mundlam, og min hjerne er gået på stand-by. Ønsket var at komme ind bare ét af stederne, jeg kom ind begge steder, nu skal jeg til at vælge. Tankerne kører rundt, og jeg er flere gange overbevist om, at mine prøver må være byttet ud med andres. Så heldig kan jeg ikke være! Men det var jeg, og et valg skulle træffes.

Valget var ikke let. Nogle var kommet ind i Århus, andre i Odense, og jeg har ikke tid på hvor mange timer jeg brugte på at tænke over det. Der var fordele og ulemper ved begge studier. Valget faldt på Odense, hvorfor kan jeg ikke helt begrunde. En lodtrækning om studierne var meget tæt på at blive en realitet. Det Århus har, har Odense ikke, og det Odense har, har Århus ikke…

Det var første gang jeg søgte ind på journalistuddannelserne, men uden Vallekilde og Niels Rohleders hjælp var det nok ikke gået første gang. Jeg lærte dét, som nok gjorde udslaget for min optagelse, nemlig at tro på sig selv, være modig og at tænke anderledes. Især at tro på mig selv og være modig manglede jeg, inden jeg startede på Vallekilde. Men nu tør jeg tro på, at det jeg gør, er det rigtige.

I løbet af de fem måneder har jeg lært, at det er Identifikation og ”Show it – don’t tell it!.” Foruden det, har jeg også prøvet både at lege pressenævn, distributør af vores gratisavis, vinder af Henriette Cavling-prisen, danse med en kost og meget, meget mere…

Foruden ”det praktiske” har jeg på blot fem måneder fået venner, som er mere end venner. Igennem de hårde optagelsesprøver gik vi, bogstaveligt talt, hånd i hånd og der blev uddelt forstående knus, fra nogen som ved hvad det går ud på, og er det samme igennem. Når man er sammen næsten 24 timer i døgnet, så er det svært at skjule noget, og der er altid en at dele latter med, eller en skulder at græde ud ved. Noget som jeg ikke havde tænkt over før, men som jeg i dén grad savner, nu hvor det hele er slut.

Jeg har altid grint lidt overlegent af dem der kunne tude over at skulle slutte på en efterskole eller højskole…Er det til at tude over? Men da jeg sluttede på Vallekilde, måtte jeg overgive mig, overgive mig til gråden, da mine forældre hentede mig. Lange knus, våde kinder og trøjer, der blev sorte af mascara, var dagsordenen lørdag d. 6. juni 2009. Men der er gode venner og gode minder tilbage.

Flere kommer ned i Pejsestuen med armene over hovedet, de er også kommet ind i Odense. Medina er for længst holdt op, men jeg, som journalist,  skal først til at begynde…