Nanna Apergis tog i foråret 2009 på Vallekilde for at prøve kræfter med skriveriet og fiktionskunsten som forfatter, men endte sine skriverier indenfor faktaverdenen som journalist.

Egentlig ville jeg slet ikke på højskole. Jeg tror, det var fordommen om kedelig og alt for abstrakt undervisning, der skræmte mig. Men så hørte jeg om Vallekildes forfatterlinie, og idéen fangede mig med det samme; jeg har altid elsket at skrive, og jeg ville gerne prøve at leve som forfatter og bruge fem måneder på at skrive, sådan rigtigt. Og så stod jeg der pludselig, midt i noget der lignede en gammel borg eller en kulisse fra en Harry Potter film, jeg blev introduceret til nye mennesker, nye lærere, nye fag, nye omgivelser, og Vallekilde Højskole blev mit nye hjem.

”SKRIV!”, råbte Anne-Marie Donslund den allerførste dag i Skrivestuen, ”I SKAL BARE SKRIVE LØS!”. Og så grinede hun så højt, at jeg slet ikke turde andet, så jeg begyndte at skrive, ganske forsigtigt. Og inden den første uge var omme, skulle vi læse en tekst op for resten af skolen. Det var forfærdeligt, lidt ligesom at gå til eksamen, bare endnu værre og mere personligt, men jeg gjorde det, jeg læste højt af en af mine egne tekster for første gang i mit liv! Og så kom det faktisk bare, vi skrev og skrev; korte tekster, længere tekster, brudstykker og erindringer, tanker og idéer, vi mødte forfattere og blev undervist af gæstelærere, vi gav hinanden kritik, altid engageret undervisning fra Anne-Marie, altid energiske inputs og smilende vejledning. Jeg elskede at blive undervist i noget, som jeg virkelig syntes, var sjovt og at blive undervist sammen med andre, der havde den samme interesse som mig.

Jeg elskede selvfølgelig også at drikke lunkne øl i Pejsestuen. At danse limbo og gå til fester, hvor sutsko og sweater var hotteste mode. Jeg elskede at spise tre portioner til frokost og stadig være sulten og at bage snobrød og pandekager på bålpladsen. Jeg elskede at falde i søvn i biografen, fælles tømmermænd på græsplænen, sladderen og hemmelighederne, der ikke kunne skjules. Jeg elskede den interne humor, eftermiddagskagen, stemningen og det konstante selskab. 

Så begyndte journalisterne at tale om optagelsesprøver, og jeg tænkte, at det kunne være meget sjovt at tage med og meldte mig til prøven på Journalisthøjskolen i Århus. Ugen inden terpede jeg ministernavne og hovedstæder sammen med de andre, vi spillede Bezzerwizzer og varmede op.  Mens jeg sad til prøven, blev jeg pludselig grebet af et eller andet; det var sjovt det her, helt ligesom en normal dag på forfatterlinien på højskolen, og jeg kunne mærke, at jeg ville mere. Jeg ville gerne være forfatter, men det er altså svært at leve af. Tænk at være journalist samtidig. Altid en god undskyldning for at skrive, altid en ny historie på vej.

Og en måned senere kom brevet, der fortalte, at jeg var kommet ind på Journalisthøjskolen! Så nu er det dét, jeg skal, jeg skal læse journalistik, jeg skal skrive. Alt sammen fordi jeg på Vallekilde og fik øjnene op for de muligheder, der ligger i at skrive, og fordi jeg fik et netværk af Vallekildeelever, som jeg nu skal bruge meget mere tid sammen med, når jeg til februar flytter til Århus. 

Jeg som slet ikke ville på højskole…