Mikkel Thorup Nielsen var elev på Journalistlinien i efteråret 2008 og blev optaget på Journalisthøjskolen i foråret 2009

I slutningen af august 2008 befandt jeg mig pludselig i Vallekilde. Af snirklede landeveje og uforklarlige omveje, såvel trafikalt som mentalt, stod jeg nu i Odsherred uden at vide, hvad der ventede mig.

Beslutningen om at tage på højskole var gammel. Men beslutningen om, at det skulle være i Vallekilde, havde kun få dage på bagen. Med et høfligt brev havde jeg få dage forinden fået mit indmeldelsesgebyr fra en anden højskole, der nu var bukket under for miljøets generelle krise, tilbage. Med hjælp fra en vag idé og Googles søgemaskine stod panikvalget nu mellem to højskoler, som jeg aldrig havde hørt om. Efter anbefaling fra flere personer, der i bund og grund intet vidste om Vallekilde Højskole, faldt valget så på den.

 

Jeg sprængte mange af de sociale begrænsninger, som jeg med tiden havde opbygget omkring mig selv i løbet af nogle år, hvor jeg havde lavet de samme ting, været de samme steder, set de samme mennesker.  

 

Journalistisk som fag var det eneste kriterium, jeg havde opstillet. Ikke fordi jeg havde planer om at blive journalist, men mere fordi det sikkert kunne være spændende nok at snuse lidt til, hvordan medierne fungerede.  

 

Hjemmesiden lovede, eller varslede om man vil, om hyppige deadlines og skrappe krav til skarp vinkling. Der var ikke tale om tomme trusler. Der blev gennem hele forløbet lagt vægt på learning by doing. Selvfølgelig bestod undervisningen også af timer af mere teoretisk karakter, men en stor del af tiden gik med at skrive til vores månedlige blad. Det gav en fornemmelse af de mange forskellige problemer, som man står med ved en sådan udgivelse, en fornemmelse, som jeg vil tro er meget svær at gengive som tavleundervisning.

 

Med en viden om journalistik, der begrænsede sig til det umiddelbare, man tilegner sig som mediebruger, og en kort introduktion af vinklingsbegrebet, blev vi straks kastet ud i det praktiske arbejde. Første opgave: Find en lokal historie, find en at interviewe, skriv en artikel. Det var en grænseoverskridende oplevelse. Det at ringe til en person, som man aldrig har mødt, for at arrangere at mødes og derefter udspørge dem om et emne, man intet ved om, uden at man har det ringeste begreb om interviewteknik. Det er let for mange, men for mig, der ikke en gang brød sig om at ringe og bestille tid hos lægen, var det en hård grænse at overskride, men det er selvfølgelig en helt elementær grænse at krydse, hvis man vil være journalist.

 

Det med at overskride grænser var i høj grad en del af det, som gjorde mit højskoleophold til en stor oplevelse. Ikke på samme måde som når idrætshøjskolerne tilbyder bungeejump, rapelling og andre livsfarlige stupiditeter, men bare helt elementære sociale begrænsninger, som jeg med tiden havde opbygget omkring mig selv i løbet af nogle år, hvor jeg havde lavet de samme ting, været de samme steder, set de samme mennesker. På Vallekilde var man i høj grad tvangsindlagt til at omgås mennesker, som man måske ikke umiddelbart ville snakke med ude i ”virkeligheden”. På den måde lykkedes det, i hvert fald for mig, at få afkræftet en masse fordomme, som jeg ikke mente, jeg havde.

 

På trods af, at det sociale eksperiment til tider vaklede, fortryder jeg absolut ikke, at jeg tog på højskole. Tværtimod. Det kunne muligvis have skabt en frygtelig masse venskaber for livet, hvis vi havde været en helt homogen gruppe, og det bare havde været peace, love and understanding hele vejen igennem, men jeg kan ikke se, hvad eksperimentet eller det lærerige ville have været, hvis alle bare havde siddet i en rundkreds og været enige om alting.

 

Et højskoleophold kan klart anbefales af mange grunde, hvoraf blot to skal nævnes her: Den faglige kompetence i undervisningen, der får lov til at udfolde sig frit uden pensum- og karakterfascisme, og ikke mindst den største kliché, der nogensinde har floreret på denne forrykte og klichéfyldte planet: Man lærer sig selv at kende.