Indhold
Johan udfordrede sig selv
Johan Bertil Winther Andersen (født 1986) gik på Journalistik-linjen på Vallekilde i foråret 2008. Til august skal han på rustur på sin nye uddannelse på Center for Journalistik på Syddansk Universitet

Undre mig! Udvikle mig! Og udfordre mig selv!
Vallekilde var svaret – og det har fået afgørende, positiv indflydelse på mit liv. Livet på Vallekilde er udfordrende – og skønt, skønt skønt! Jeg havde længe leget med tanken om at blive journalist, men det var blevet ved tanken. Puha, den optagelsesprøve er vist for svær, og jeg har jo aldrig skrevet en artikel. Der er mange undskyldninger for ikke at give livet en chance. På fire måneder gik jeg fra at vide så I------I meget om journalistik til at blive optaget direkte på begge journalistskoler. Takket være inspirerende undervisning, engagerede journalistspirekolleger og fantastiske fysiske rammer blev Vallekilde startskuddet til min fremtid i journalistikkens verden.
TV-produktionen »De’batter live« står for mig som den sjoveste og vildeste uge under hele højskoleopholdet. Vi havde mange deadlines, og undren skulle blive til ideer og produktion en del hurtigere, end vi var vant til fra avisproduktionen. Tonen blev til tider stram - så stram, som den nu kan blive på en højskole med højt til loftet - men da live-showet rullede, og værter og gæster strålede, var det det hele værd 1000 gange.
Det har også været afgørende for mig, at vi har haft ofte og direkte kontakt til virkeligheden igennem undervisningen i journalistik. Jeg tænker dels på de mange artikler, vi skrev til vores lille avis »De’batter«, men lige så meget på de mange besøg, vi havde fra alle dele medieverdenen. Det affødte mange og lange diskussioner i foredragssalen og efterfølgende i spisesalen og i pejsestuen.
Vores besøg på DR, Bastard Film og medievirksomheden Burston-Marsteller gav os et indblik i, hvor meget forskelligt man kan som journalist. Det glæder jeg mig til at opleve og udforske.
»Journalist!«
Det er det, jeg skal. Den 22. august starter rusturen på Journalistik på SDU – og jeg skal med. Mit ophold på Vallekilde Højskole gjorde, at jeg tør tro på en fremtid som journalist.