Indhold
Ida fik indfriet sine ambitioner
Ida Nathan gik på Journalistlinien på Vallekilde i efteråret 2008. Derefter klarede hun optagelsesprøverne på både SDU og Journalisthøjskolen. Her fortæller hun om sine erfaringer.
Jeg kom til Vallekilde med en helt klar ambition om at ville ind på Journalisthøjskolen. Den plan havde jeg ruget på siden 8. klasse, da Simon Kvamm var mit største idol, og jeg ville gå i hans fodspor på Journalisthøjskolen. Alligevel turde jeg ikke helt stå ved det. Det ville jo være pinligt, hvis jeg ikke kom ind. Min strategi var i stedet at være lidt falsk beskeden og lade som om, jeg kun overvejede at søge ind. Nu er min falske beskedenhed pakket sammen. På Vallekilde bliver man kastet ud i praksis med det samme – ja, faktisk var jeg ikke engang ankommet til skolen, før journalistiklærer Niels havde ringet og meddelt, at første opgave var et portræt til ugen efter. På Vallekilde bliver man taget seriøst, og lige pludselig er journalist ikke noget man drømmer om at blive, men noget man føler sig som.
Takket være Niels’ undervisning, er jeg kommet ind på både Journalisthøjskolen og Syddansk Universitet. Og jeg er så glad! Selvfølgelig over at være nået i mål, men lige så meget over følelsen af, at journalistik er noget, jeg kan.
Niels´ helt særlige form for pædagogik går efter devisen, at ros er noget, man gør sig fortjent til, og den er han bestemt ikke ødsel med. Men det motiverer én til at gøre sig mere umage, end man selv anede man kunne, og planter en rodfæstet selvtillid i én. Jeg tæller ned til at starte på journalistikuddannelsen – som på trods af Simon Kvamm-drømme bliver i Odense.
Enhver, der har været journalistelev på Vallekilde, ved, at en af journalistens vigtigste egenskaber er en sund, kritisk sans. Det har jeg skrevet mig bag øret. Men i forhold til Vallekilde har jeg et blødt punkt, og er nok det, andre ville kalde ’bevidstløs positiv’.