Didde Raahede Børsting (24) var elev på Forfatterlinien i foråret 2008, nu læser hun på Forfatterskolen For Børnelitteratur, noget hun aldrig havde turdet drømme om, sådan for alvor, før hun startede på Vallekilde.

Fra nul til hundrede på 4 måneder   

 

Jeg havde, da jeg startede på Vallekilde, ikke de store ambitioner med ”det der skriveri”. Troede jeg! Jeg startede, fordi jeg elsker at skrive og gerne ville blive bedre. Tanken om forfatterskole havde da strejfet mig. For tænk at få lov til at gøre det, man synes er allersjovest sådan hele tiden! Men det blev ved strejfet, jeg turde ikke tro på, at det rent faktisk kunne lade sig gøre. 

Jeg startede altså på Vallekilde og jeg glædede mig! Glædede mig til at få lov til at fantasere, arbejde og lege, at ”nu gør vi det rigtigt! NU er vi forfattere”. Jeg glædede mig bestemt også til højskolelivet som sådan. Med alt, hvad der hører til af morgensamlinger, øl der er lunkne på den der helt rigtige måde (som de kun er i pejsestuen), lange samtaler på tværs af alder, køn og morgenkaffen på verdens smukkeste terrasse. Men det skulle vise sig at give mig meget mere end det.

Jeg fik smag for det, livet som forfatter. Fik øje på alle de historier, jeg gerne ville fortælle og tog så mig selv seriøst som forfatter, for allerførste gang. Anne-Marie Donslund gjorde mig opmærksom på Forfatterskolen For Børnelitteratur, da det viste sig, at det der med børnelitteratur er helt vildt sjovt. Jeg havde aldrig hørt om skolen, før jeg kom til Vallekilde, og jeg havde aldrig skrevet sådan noget før, men det blev hurtigt dét jeg skrev. Børnelitteratur.

På Vallekilde lærte jeg, hvad det vil sige at kaste sig ud i at skrive en historie, ordentligt! Med en fantastisk undervisning, der formår at være professionel og samtidig nærværende, rykkede det virkelig ved tasterne og modet. Jeg fik skulderklap og kritik, opture og nedture. Men ikke mindst var der plads både til mig OG mine historier.

Jeg søgte ind på Forfatterskolen For Børnelitteratur, mens jeg gik på Vallekilde, og jeg havde ikke kunnet gøre det uden hjælp, støtte og ”det skal nok gå” - fra lærere og medstuderende. Svaret fik jeg først senere, en sen sommeraften på Samsø. Jeg turde ikke tro på, at jeg ville komme ind. De tager kun 12 elever, og hvorfor, hvorfor... hvorfor skulle de dog tage mig?!... Men det gjorde de altså, og sikkert er det, det var aldrig sket uden Vallekilde, det er ganske vist!